God nat og sov godt mormor

Den 16 april fik jeg det sidste klem af min mormor. Lige efter midnat åndede hun ud for sidste gang - hun tabte kampen mod kræften og fik fred <3

Selvom det var ventet, at det skulle gå sådan, ramte det hårdt!

Siden januar har vi mere eller mindre stået "standby" til at rykke ud, hvis der var tider til stråler, samtaler m.m.. Siden februar har telefonen ikke været uden for rækkevide og aldrig på lydløs - først for at min mormor og morfar kunne ringe efter hjælp, sidst for at hospice kunne komme i kontakt med os på alle tider af døgnet.

Den 17. april ramte tomheden og trætheden! Pludselig var det tid til at mærke efter hvordan VI havde det. Sådan et kræftforløb tager flere kræfter end man mærker når det står på...

Heldigvis havde min mormor mulighed for at tilbringe den sidste tid (godt 14 dage) på hospice - jeg skriver heldigvis - fordi den tid var rigtig godt for både hende, min morfar og os andre.

Fra den dag hun kom derud gik vi fra at være plejende pårørende til "bare" at være pårørende...og drengene var trygge ved at besøge Olde og give hende krammere og holde i hånd igen - nu var olde igen (næsten) olde og ikke patient på et sygehus...

Fredag aften inden hun døde var min morfar og jeg derude, jeg havde medbragt guldkornssmåkager. Dem bagte min mormor nemlig altid når vi var på ferie i deres sommerhus som børn.

Jeg fik ros af min mormor for dem, da hun havde smagt dem - de var helt rigtige, som hun sagde inden hende og morfar begyndte at tale minder fra sommerhuset...

I dag betyder kagerne om noget endnu mere end før, det var nemlig det sidste hun fik at spise inden hun lukkede øjnene for altid.

Er sikker på at de vil blive bagt hyppigere i vores familie nu...

Min mormor vidste godt selv at hun ikke ville overleve kræften - derfor havde morfar og hende også snakket bisættelse. Min mormor havde et stort ønske om at deltagere i bisættelsen skulle påtænkte børnecancerfonden i stedet for en bårebuket. Det ønske havde rigtig mange heldigvis valgt at efterkomme.

Helt i hendes ånd fik vi kisten pyntet med gammelrosa-farvede blomster og med grene fra den flotte store magnolia mine bedsteforældre fik i en bryllupsgave tilbage i 60'erne - og som netop nu er sprunget ud og står som smuk hilsen fra min mormor til alle os der savner hende...

Indtil det lykkes os at få aflægger fra den store magnolia med succes, må vi nøjes med den papirudgave jeg klippede efter bisættelsen...

"Sometimes memories sneak out of my eyes and roll down my cheeks"

Sov godt kære mormor vi ses...

60 år

I mandags fyldte min far 60 år - grundet min mormor, blev de oprindelig planer ændret, så det blev fejret det med eftermiddagskaffe og aftensmad hjemme ved dem (efter mine forældre og morfar havde været på hospice til frokost).

Min kære far må have været sød, vejret var jo helt fantastisk! Det kom selvfølgelig ikke bag på ældste barnebarnet (Mads) - "selvfølgelig er det godt vejr når morfar bliver 50(?) - han er jo sød". Han er i hvert fald smart at overbevis sit barnebarn om at han bliver 50 år fremfor 60 år :-)

Vejret omkring Silkeborg var skønt (modsat det triste regnvejr, der har præget de seneste dage)...

Vi gav (sammen med min mormor og morfar, min bror+familie) nye havemøbler til sommerhuset, som han fik leveret i sommerhuset i fredags.

Drengene og deres niece kunne dog ikke rigtig acceptere at de skulle til fødselsdag uden en gave, så lørdag blev der produceret hindbærsnitter formet som hjerter og motorcykler.

Jeg havde lavet en flagkage til ham (lavet efter denne opskrift, blot pyntet med jordbær, jeg havde glaseret med ribsgele for at lave flaget tydeligere) - det er ikke sidste gang den løsning bliver valgt! ;o)

Min far fik også en ranke af mig.

Citatet i ranken er "Live The Story You Want To Tell" - det synes jeg nemlig passe ret godt til min far ligesom blomsten (mælkebøtte) i sig selv symboliserer hvor sej en far har jeg har... ;o)

Når livet tager en drejning...

I øjeblikket kæmper min mormor en ulig kamp mod kræft. Jeg håber pengene fra Kræftens bekæmpelses landsindsamling i weekenden kan føre os tættere på en kur mod sygdommen!

Jeg synes den sygdom har haft lidt for stor indflydelse på vores familie den seneste tid.

For to år siden var det min svigerinde (der på det tidspunkt lige var fyldt 30), som blev ramt, men heldigvis er erklæret rask i dag...

Min farbror tabte efter flere års sygdom kampen til kræft tidligere på året.

Min mormor blev ramt i oktober og efter en hurtig operation tegnede fremtiden lys. Desværre opdagede hun kort før jul nogle knuder og vi fik dommen derefter. Det havde spredt sig og der er ingen mulighed for helbredelse. Herefter er det gået stærkt og sidste tirsdags blev hun overflyttet fra sygehus til hospice.

Sådan en sygdom rammer ikke kun den syge, men i den grad også familien. Jeg har ikke delt så meget hverken her eller på min Instagramprofil (@piaskytte). Bloggen og Instragram har i stedet været mit frirum og tilflugtssted før sengetid, når tankerne skulle sættes i bero...og så har jeg haft brug for at forstå hvad der sker/er sket og dele tanker med de nærmeste.

Men i øjeblikket fylder det bare så meget, at det ikke er til at komme udenom. De fleste krea-projekter er tiltænkt min mormor (bl.a. disse her og her) og min tid går med at tilbringe tid med min mormor og derudover forsøge at lade hverdagen gå sin vante gang for drengene.

Jeg er lykkelig for at have det kreative i min hverdag, ikke mindst når jeg opdager at lige præcis den side, skaber stor glæde ved min mormor. Det med at huske hvem blomsterne i værelset er fra eller hvem der har været på besøg er svært at huske (pga. kræften og bivirkninger fra strålebehandling)...

Til gengæld husker hun tydeligt, hvad med min niece (3 år) har tegnet til hende (på det meget abstrakte billede) eller hvor drengene har lavet malerierne til hende (dem vi lavede i påsken her).

Det varmer at se hvor stor glæde personlige gaver giver hende.

Derfor påbegyndte jeg også en patchwork pude til hende i Påsken. I søndags var den færdig og hun fik den da jeg besøgte hende om eftermiddagen. Hun blev rigtig glad og så straks min tanke bag puden - nemlig at det er hendes yndlingsfarve (rosa) og min (blå) sat sammen. Pludselig kom det også fra hende "har du ikke lavet en pude til mig før også?", "jo, mormor - jeg lavede en til sommerhuset", "det mente jeg nok, Pia".

Jeg nyder at kunne glæde hende, når der nu ikke længere er andet vi kan gøre for hende...

Som følge af strålebehandling mistede mormor også håret - derfor syede jeg en turban til hende efter Sine Smeds vejledning lige her. Det blev hun rigtig glad for og den bliver foretrukket frem for den købte og parykken. Den klæder hende også meget bedre end den klæder mig ;o)

Det er en rigtig svær tid for os alle - min mormor har altid været der for os og ikke mindst min morfar. Hun betyder meget for os alle - heldigvis også for hendes veninder og venner - det glæder mig at se at der er næste er "kø" for at besøge hende (på Hospice). Heldigvis nyder drengene også at besøge hende sammen med mig...

Min mormor har gjort meget for mig - ikke mindst givet mig nogle gode værdier med i rygsækken. Nu forsøger jeg at betale bare lidt tilbage og få al den tid, kram og snakke det er muligt i hendes selskab...

Kan kreativitet smitte?

Ja, det tror jeg helt bestemt!

Jeg bliver ofte spurgt hvordan jeg får tid til at være kreativ.

Jeg er så heldig at være på deltid. Det åbner mulighed for, at vi kan lave lektier inden aftensmaden - og når vi alligevel sidder omkring bordet har jeg gerne gang i lidt kreativt imens.

Det smitter - særligt når reglerne er nul iPad-spil inden lektierne er klaret - for så går Jacob ofte i gang med andre projekter og så følger Mads efter når lektierne er klaret. Elsker den tid og ikke mindst de snakke vi får samtidig. Med to drenge foregår al anden aktivitet nemlig højlydt og gerne meget fysisk ;o)

 

Har også på fornemmelsen at de eftermiddage værdsættes af drengene - og også Mads' veninde, der gerne gør os selskab flere gange om ugen... Så skidt med at gulvene ikke altid er rene, tøjet lagt sammen og maden på bordet præcis kl. 18.

Jeg vælger at tro at drengene alligevel bedre vil huske hyggetiden fremfor et pletfrit hus når de engang bliver voksne...i hvert fald er det de stunder der gør mig glad og ruster mig til at tage de uundgåelige kampe der unægtelig også er hverdag med en drillesyg præ-teenager storebror og en trodsig 5-årig lillebror ;o)

Sidste sommerdage...

Ja, når man kigger ud af vinduet i dag, tyder det næsten på, at det var dem drengene og jeg tilbragte i Hvide Sande med min mor inden hverdagen (i hvert fald hvad angår skole) begyndte for en uge siden.

Vi fik samlet sten ved havet

...og vasket shorts m.m. ;o)

Imens shortsene blev tørre igen, fik vi malet sten

Det blev også til en tur ind til byen - og hygge med iPadene

Snart venter endnu en uge med skole og børnehave...

Ovenpå en lang ferie kæmper de lidt med at finde ind i rutinerne igen. Særligt Jacob er træt om eftermiddagen...men det er altså også stort af være kommet over i Ældstehuset i børnehaven (mellemgruppen). Fra at være en af "se store" skal man lige pludselig til at finde ind i en ny rolle som "en af de små" - det kan være lidt svært, særligt nå man han selvtillid i metermål og absolut ikke selv mener man er "en af de små" ;o)))

Boligliv - og en ny hverdag...

Jeg blev overrasket, da jeg på Instagram blev spurgt om det ikke var vores hems, der var med i det nye Boligliv. Derfor blev jeg nysgerrig og måtte omkring efter et blad - og ganske rigtigt:

Lige der, er mit vægmaleri inspireret af Trine/Søhesten, som jeg lavede et indlæg om her og her.

Billedet er fra da vi havde besøg af Retrovilla (se evt. billederne her), som også har skrevet artiklen - men synes nu godt de kunne have noteret hvor billedet er fra...

Det er altid noget det ikke er omtale jeg skal leve af ;o).

Til gengæld er det heller ikke lønnen som bankrådgiver - jeg sagde nemlig det job op pr. 31.07.2014, så den 27.07.2014 gik jeg ind i banken som medarbejder for sidste gang

I stedet venter en tilværelse med job i en mindre presset sektor og mere familievenlige arbejdstider.

Jeg glæder mig rigtig meget til min og vores nye hverdag :o).

Alligevel var det underligt at tage afsked med kollegaerne og kunder - særligt dem, der næsten har fulgt mig i de 13 år jeg har været der. Jeg fik flere flotte afskedsgaver, der kan minde mig om en god tid - og den fineste buket fra kunder

Min nu tidligere chef citerede Søren Kierkegaard da hun sagde et par ord til mig:

"At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv".

...og ja, min mavefornemmelse siger mig vover ;o)

Min seje dreng!

Den 18. juni fik Mads lukket trommehinden i det ene øre (i efteråret sidste år, blev det andet klaret).

Han er sej vores store dreng! Håber sådan at det er sidste gang han skal i narkose - han har efterhånden taget sin andel, hvis du spørger mig...

I morgen skal det sidste vat ud af øret og stingene af. Det glæder vi os vist alle sammen til - er så spændt på om han nu selv kan høre forskel.

Den sidste tid har været uden skole og SFO og vi har et utal af gange måtte råbe "stille leg!", når der har været optræk til brydekampe (jo, jo, man er vel drengemor ;o)).

Det er indimellem en udfordring at finde på "stille lege", men en af dem, vi har nydt synet af har været "se hvor mange forskellige blomster du kan finde på en gåtur".

Ellers har vi tegnet, leget med lego, lavet teater af papkasse og printet forskellige helte ud og limet på karton så der var nogle der kunne optræde (elsker at min store dreng har en fantastisk fantasi og kreativitet).

Vi har også haft gang i perlerne - det blev så spændende at selv lillebror ville være med!

Ikke at tålmodigheden var til mere end en halv plade - men han forsøgte, så mon ikke der er håb forude ;o).

Da Mads var oppe at få fjernet første del af forbindingen sagde han til mig da vi gik ud i elevatoren at "ham, Michael, han er sød, ikke mor? Han laver nemlig mine ører". "Når vi skal besøge ham igen, vil jeg have noget med til ham - er det ikke en god idé?".

Findes der noget bedre end sådan en kommentar når Michael er lægen, der stod for operationen. Det viser at operationen jo nok var værst for forældrene

  

Behøver jeg at skrive hvad vi skal have styr på inden vores besøg ved Michael igen i morgen?

Vores seje superhelt skal selvfølgelig have "noget" med til Michael :o)

Væbnet til naturlig kamp...

Dem, der har fulgt med længe vil vide at vi har kæmpet med (særligt) Mads' ører de sidste 6 år.

Efter et utal af mellemørebetændelser, behandlinger med bl.a. dræn m.m. uden ønsket effekt, har han de sidste år kæmpet med nedsat hørelse (bl.a. på grund af store huller i begge trommehinder, der ikke selv ville hele). Desværre har det haft indvirkning på både sprog og motorik.

I dag tog vi første skridt mod en forhåbentlig ny hverdag for Mads. Han fik lukket trommehinden i det ene øre - og det klarede han til UG! Det var værre med moderen, der med gråd i stemmen forlod operationsstuen (trods alle de gange jeg desværre har været ved drengene når de er blevet lagt i narkose, tuder jeg stadig, når jeg skal forlade dem).

Nu er kampen gået igang for at gøre Mads' immunforsvar klar til modstå efterårets og vinterens sygdomme, eller i hvert fald sikre, at de forkølelser han måtte fange ikke bliver så slemme, at de går i ørene.

Vitaminpillerne og næsesprayen er rykket frem på hylden - så krydser vi fingre for at det hjælper!

Vi har fået lov til at teste A.Vogels nye e-bog - og haft glæde af flere af produkterne.

Bruger du også naturens kræfter i medicinskabet?

Mon vi er heldige at vinde kampen denne gang? Det håber jeg, tænk kun at skulle besøge øre-afdelingen igen når det andet øre står for tur...

En travl tid og en ny begyndelse...

Den sidste tid har været travl herhjemme.

Jeg havde sidste arbejdsdag i mit team i fredags, samme dag som vores lille dreng sagde farvel til vuggestue-livet. Selvom børnehaven deler lokaler med vuggestuen skulle han selvfølgelig have lov til at dele ud (og pædagogerne skulle da heller ikke snydes for en hilsen).

Desværre ramlede det hele lidt sammen med en masse overarbejde for at afslutte opgaver og en aftenmøde, så jeg måtte tænke kreativt. Løsningen blev et frugt-fantasi-dyr lavet på 15 minutter

Jacob var heldigvis godt tilfreds og der blev også spist op.

Desværre havde ingen af os mulighed for at møde senere så vi kunne være med når han delte ud. Men pædagogerne var så søde at tage en masse billeder.

Men det bedste var nu Jacobs håndtering. Da de havde spist sagde han "mig, færdig nu" hvorefter han tog to frø-hop på gulvet og sagde "nu, mig frø!" for så at forlade vuggestuen og løbe ned til hans nye gruppe i børnehaven, frøerne.

De var hurtigt blevet enige om at flytte hans ting ned i den nye garderobe og lade ham være "frø" resten af dagen. Så vi afleverede et vuggestue barn, men hentede et børnehavebarn.

Uha, det går altså bare alt, alt for stærkt med de drenge...hvordan kan det være at de bliver ældre med rekortfart, når forældrene ikke gør? ;o)

Heldigvis får jeg den næste måneds tid mulighed for at hygge lidt ekstra med drengene. Jeg har nemlig været heldig at få lov til at holde en måneds afspadsering inden jeg begynder i mit nye team. Det glæder jeg mig til, for 9 måneder med overarbejde er ved at sætte sine spor.

De 9 måneder har dog været gode, hvad angår kreativitet. Det er nemlig ofte sådan jeg slapper af, når der er stress på. Desværre har tiden/overskud ikke været det store til at få projekterne vist frem. Men det burde da være muligt her i september måned? ;o)

Rigtig god mandag - jeg vil stresse med at nå de sidste ting inden et spændende besøg i morgen, men mere om det senere...

En stor dag...en forventningsfuld dreng...

Mads har haft første skoledag i dag. Det er altså en stor - og lidt overvældende dag. Tænk at min "lille" dreng nu tager hul på et langt skoleliv.

Det er altså vildt - men der følger også et hav af bekymringer med: kan han følge med?, får han venner?, er det en god klasse?, hvordan er de andre forældre?, vil lærerne kunne lide min dreng?, vil han blive glad for at gå i skole? osv.

Jeg håber og krydser fingre for det bedste, så jeg om 9 år kan sende en ligeså glad og smilende dreng afsted til sit (måske) sidste år i folkeskolen.

Han har allerede klaret en del bump på vejen og til efteråret skal han igennem to operationer, så vi forhåbentlig kan parkere øre-problemerne for nu, så mon ikke han har haft de bump, han skulle (det håber jeg)...

Det var i hvert fald en dreng, der var klar til at gå igang med skolebøgerne - og som sørme også havde fået bedsteveninden fra børnehaven som sidekammerat.

Troede ikke dagen ville fylde så meget i tankerne, men jeg kan huske meget fra min egen første skoledag i O.C - og tænk at jeg nu sender min dreng i O.B - hold da op, jeg er jo voksen nu! ;o)

Tak for denne gang...

Måtte vi sige til børnehave forrige fredag. Mads havde sidste dag i børnehaven og i uge 31 starter han op i SFO. Jeg må indrømme at hans skolestart pt. koster mange bekymringer. Som jeg før har skrevet lidt om er Mads i den grad ørebarn og har pt. to store huller i hver trommehinde, der ikke vil vokse sammen.

Det betyder desværre nedsat hørelse og dårlig balance (= dårlig motorik), men det var ikke mine bekymringer, dette indlæg skulle handle om, men derimod vores afskedsgave til pædagogerne ;o).

Mads har gået i vuggestue samme sted, så det blev næsten til 5 år. Derfor var det også vigtigt at gaven skulle være delbar. Mads foreslog selv en kage, så det blev sommerhuskager (også kendt som guldkornskager).

Supernemme og hurtige at lave. For mig er de også fyldt med minder, da min mormor altid lavede dem når vi holdte ferie med dem i deres sommerhus i Saksild.

En gammel kagedåse blev beklædt med nyt papir og et kort lavet via picmonkey.com

Mads var super stolt over at overbringe gaven, så vi fik sagt pænt på farvel og på gensyn ;o).

Forår - og bevægelse...

Endelig er vi kommet igang med at genskabe haven udenfor, efter vores om- og tilbygning.

Aldrig har jeg længdes SÅ meget efter havearbejde, som i år.

Vi er efterhånden kommet helt på plads indenfor, men det er jo stadig en (halv) ødelagt have, der møder os, vores gæster og naboer hver dag. Nu er vi endelig igang - jernplader er fjernet, jord planeret og sten lagt!

Foruden havearbejde har foråret også gjort sit indtog i køkkenet

Jordbær er for mig et "must" ved denne tid - selvom de danske endnu ikke er klar smager de tyske altså af sommer. Derfor fik de også lov at pynte kagerne jeg bagte sidste weekend efter Økodag.

Lysten til æggekage kommer nogenlunde samtidig med foråret, så årets første æggekage er nydt herhjemme.

I stedet for bacon er det Serron skinke ristet på panden - absolut ikke et dårligt alternativ!

Drengene nyder også foråret og udeleg kan igen konkurrere med iPad, TV m.m. - og det bliver kun bedre, hvis der er vand involveret. Tror snart Jacob har druknet mit (små)spirrende staudebed ;o)

I sidste uge "opdagede" jeg også at Anemonerne blomstre - der er altså noget særligt ved de første plus-selv-buketter hvert år!

Jeg opdagede Anemonerne førend jeg plejer i år.

Siden den 9. april har jeg gået flere ture end jeg plejer. Den 8. april blev jeg - og mine kollegaer - nemlig udstyret med en skridttæller. Målet var, at hele afdelingen samlet set skulle nå til Paris, hvilket ca. svarer til at vi hver i sær skulle gå 10.000 skridt om dagen frem til i lørdags.

Det er lykkes - men ikke uden omlægning af vaner og fokus. Sådan en skrifttæller er altså motiverende!

Hvem havde troet at der lige pludselig ville være kamp om at hente print eller at det skulle blive en vane at holde længst væk på parkeringspladsen ved vuggestue/børnehave og når der skal handles ind?

Omregnet til km endte jeg med at "gå" ca. 140 km på 18 dage. Anden bevægelse gav også point, så da min bil skulle på værksted valgte jeg at tage cyklen til og fra arbejde.

Det er en flot - men lang (+10 km/hver vej) - tur. Normalt sker det max 10 gange om året, da hjemturen tager længst tid (op af bakke) og der oftest er to drenge der skal hentes inden vuggestue/børnehave lukker.

Men må indrømme at jeg godt kunne blive bedre til det og til at bevæge mig, så tror ikke skidttælleren bliver gemt væk endnu... ;o)

Fra lille til stor...

Nej, hvor jeg nyder at vi har fået plusgrader og har kunnet sende vintertøjet på ferie - det har været længe ventet hvis du spørger mig. Jeg synes denne vinter har været uendelig lang - men hold da op hvor går det hurtigt nu!

Nærmest fra den ene dag til den anden er græsplænen blevet grøn (eller det vil sige den del, der ikke blev ødelagt under ombygning). Det går stærkt nu, ligesom det gør med Jacob.

Vores lille dreng bliver 3 år til september - og sikke en personlighed vi ser i øjeblikket.

Elsker den alder han har nu og ikke mindst det sprog og de tanker vi får for fuld udblæsning.

Vi så småt begyndt at træne wc-besøg. Håber derfor at vi efter sommerferien kan vinke farvel til bleer.

På den ene side glæder jeg mig, på den anden siden tror jeg også at jeg kommer til at savne de (kloge) snakke vi indimellem får ved skiftepladsen.

Ofte er det nemlig her dagens oplevelser m.m. snakkes igennem inden sengetid. I øjeblikket går snakket meget om kærester - Jacob er vældig populær ved de andre piger i vuggestuen, men kun én pige fra vuggestuen har vundet hans hjerte (indtil videre).

Det er Lærke, som tilfældigvis er datter af vores gode venner og naboer...det er så sødt, hver gang han hører ordet kæreste begynder han at snakke om Lærke.
Hvor han har det fra ved jeg ikke? Flere gange har han åbnet vinduet for at råbe "Do Nat" til hende. Det er altså lidt sjovt og sødt at være vidne til etableringen af de første venskaber.

Mads' vuggestuekæreste har stadig en særlig betydning for ham - og omvendt.

Men hvor bliver tiden af?

Selvom børnehavelivet kalder efter sommerferien og bleen nok ryger beholder vi puslepladsen lidt endnu, da venner og familier stadig har blebørn.

Vi har selv bygget puslebordet efter samme opskrift som så ofte før herhjemme - jeg idéudvikler, manden bygger ;o). 

Et af mine første indlæg var netop om puslepladsen.

Når Jacob engang ikke mere skal bruge den, skal der vist ske lidt ændringer..

Jeg har allerede været tyvstartet med at lave et Ferm Living bruseforhæng om til to (så passede prisen bedre og det kan nu pynte på begge badeværelser)

Men tænker at selve puslepladsen også skal have en tur.

Puslehynden måske skal skiftes ud til denne:

...der er fra Färg & form og har en lamineret overflade. Det må være nemt at rengøre, når det fremover vil være forskellige blenumser den bliver udsat for, samtidig er designet tidsløst og unisex. Den findes også i grå eller gul - måske en af dem var bedre?

Jeg har fundet puslehynden ved Lekmer.dk, som jeg egentlig troede mest handlede med legetøjsbutik.

Jeg er ret vild med skyerne og overvejer om Jacob skal have det i sengetøj i den gule eller blå udgave (det må være endnu blog-skade ligesom ugler, ræve, neon, maskingtape, kobber, marmor m.m.) 

Foruden puslehynden kunne det være fint med en tavle i stedet for opbevaringslommer

Så kunne vores gæster små gæster blive mødt at små stor/hvid tegninger...

Den hvide kurv i vinduet skal skiftes ud med en blomst og de hvide hængekurve ryger nok også ned - men hvad der skal op i stedet ved jeg endnu ikke - måske du har en idé?

Når hverdagen tager over...

Puha, synes slet ikke jeg kan følge med her i 2013 - det viser antallet af indlæg her på bloggen også.

Lige pt. fylder jobbet mere end de timer jeg får løn for - både i tankerne og i timer tilbragt på jobbet.
Sidstnævnte vil være tilfældet frem til september, hvor jeg har takket ja til nye arbejdsopgaver og fremtil da lovet at gå op i tid.

Heldigvis har jeg fået udsigt til at afholde de optjente timer i september måned - det er lyspunktet, for så vil jeg kunne være der for Mads når han begynder i skole. Til oktober kan jeg så starte veloplagt til nye og spændende udfordringer.

Det er dog ikke helt optimalt, det med at gå op i timer når drengene stadig døjer med ørene m.m. og vi må til kontrol månedligt...håber foråret kan hjælpe med at bringe lidt energi tilbage i det lille hjem.

Heldigvis er min weekend allerede startet - og fra i morgen tidligt står den på uforstyrret kreahygge med tre skønne blogpiger, det må da være kuren når nu foråret lader vente på sig! ;o)

Jeg glæder mig i hvert fald helt vild og er gået igang med af finde projekter, store som små...

Når nu der er lidt stille indimellem herinde mini-blogger jeg lidt på Instagram - du er velkommen til at kigge forbi min profil, jeg hedder "Pia Skytte" - er du ikke på Instagram kan du kigge med via dette link

Hvor bloggen måske efterhånden mest er krea-indlæg er Instagram en god blanding af det hele og små hurtige opdateringer - er du også på?

Rigtig god weekend!