Viser opslag med etiketten .... Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten .... Vis alle opslag

torsdag den 12. maj 2016

God nat og sov godt mormor

Den 16 april fik jeg det sidste klem af min mormor. Lige efter midnat åndede hun ud for sidste gang - hun tabte kampen mod kræften og fik fred <3


Selvom det var ventet, at det skulle gå sådan, ramte det hårdt!

Siden januar har vi mere eller mindre stået "standby" til at rykke ud, hvis der var tider til stråler, samtaler m.m.. Siden februar har telefonen ikke været uden for rækkevide og aldrig på lydløs - først for at min mormor og morfar kunne ringe efter hjælp, sidst for at hospice kunne komme i kontakt med os på alle tider af døgnet.

Den 17. april ramte tomheden og trætheden! Pludselig var det tid til at mærke efter hvordan VI havde det. Sådan et kræftforløb tager flere kræfter end man mærker når det står på...

Heldigvis havde min mormor mulighed for at tilbringe den sidste tid (godt 14 dage) på hospice - jeg skriver heldigvis - fordi den tid var rigtig godt for både hende, min morfar og os andre.

Fra den dag hun kom derud gik vi fra at være plejende pårørende til "bare" at være pårørende...og drengene var trygge ved at besøge Olde og give hende krammere og holde i hånd igen - nu var olde igen (næsten) olde og ikke patient på et sygehus...

Fredag aften inden hun døde var min morfar og jeg derude, jeg havde medbragt guldkornssmåkager. Dem bagte min mormor nemlig altid når vi var på ferie i deres sommerhus som børn.


Jeg fik ros af min mormor for dem, da hun havde smagt dem - de var helt rigtige, som hun sagde inden hende og morfar begyndte at tale minder fra sommerhuset...

I dag betyder kagerne om noget endnu mere end før, det var nemlig det sidste hun fik at spise inden hun lukkede øjnene for altid.

Er sikker på at de vil blive bagt hyppigere i vores familie nu...

Min mormor vidste godt selv at hun ikke ville overleve kræften - derfor havde morfar og hende også snakket bisættelse. Min mormor havde et stort ønske om at deltagere i bisættelsen skulle påtænkte børnecancerfonden i stedet for en bårebuket. Det ønske havde rigtig mange heldigvis valgt at efterkomme.


Helt i hendes ånd fik vi kisten pyntet med gammelrosa-farvede blomster og med grene fra den flotte store magnolia mine bedsteforældre fik i en bryllupsgave tilbage i 60'erne - og som netop nu er sprunget ud og står som smuk hilsen fra min mormor til alle os der savner hende...



Indtil det lykkes os at få aflægger fra den store magnolia med succes, må vi nøjes med den papirudgave jeg klippede efter bisættelsen...


"Sometimes memories sneak out of my eyes and roll down my cheeks"

Sov godt kære mormor vi ses...


onsdag den 6. april 2016

Når livet tager en drejning...

I øjeblikket kæmper min mormor en ulig kamp mod kræft. Jeg håber pengene fra Kræftens bekæmpelses landsindsamling i weekenden kan føre os tættere på en kur mod sygdommen!

Jeg synes den sygdom har haft lidt for stor indflydelse på vores familie den seneste tid.

For to år siden var det min svigerinde (der på det tidspunkt lige var fyldt 30), som blev ramt, men heldigvis er erklæret rask i dag...

Min farbror tabte efter flere års sygdom kampen til kræft tidligere på året.

Min mormor blev ramt i oktober og efter en hurtig operation tegnede fremtiden lys. Desværre opdagede hun kort før jul nogle knuder og vi fik dommen derefter. Det havde spredt sig og der er ingen mulighed for helbredelse. Herefter er det gået stærkt og sidste tirsdags blev hun overflyttet fra sygehus til hospice.

Sådan en sygdom rammer ikke kun den syge, men i den grad også familien. Jeg har ikke delt så meget hverken her eller på min Instagramprofil (@piaskytte). Bloggen og Instragram har i stedet været mit frirum og tilflugtssted før sengetid, når tankerne skulle sættes i bero...og så har jeg haft brug for at forstå hvad der sker/er sket og dele tanker med de nærmeste.

Men i øjeblikket fylder det bare så meget, at det ikke er til at komme udenom. De fleste krea-projekter er tiltænkt min mormor (bl.a. disse her og her) og min tid går med at tilbringe tid med min mormor og derudover forsøge at lade hverdagen gå sin vante gang for drengene.

Jeg er lykkelig for at have det kreative i min hverdag, ikke mindst når jeg opdager at lige præcis den side, skaber stor glæde ved min mormor. Det med at huske hvem blomsterne i værelset er fra eller hvem der har været på besøg er svært at huske (pga. kræften og bivirkninger fra strålebehandling)...

Til gengæld husker hun tydeligt, hvad med min niece (3 år) har tegnet til hende (på det meget abstrakte billede) eller hvor drengene har lavet malerierne til hende (dem vi lavede i påsken her).


Det varmer at se hvor stor glæde personlige gaver giver hende.

Derfor påbegyndte jeg også en patchwork pude til hende i Påsken. I søndags var den færdig og hun fik den da jeg besøgte hende om eftermiddagen. Hun blev rigtig glad og så straks min tanke bag puden - nemlig at det er hendes yndlingsfarve (rosa) og min (blå) sat sammen. Pludselig kom det også fra hende "har du ikke lavet en pude til mig før også?", "jo, mormor - jeg lavede en til sommerhuset", "det mente jeg nok, Pia".

Jeg nyder at kunne glæde hende, når der nu ikke længere er andet vi kan gøre for hende...



Som følge af strålebehandling mistede mormor også håret - derfor syede jeg en turban til hende efter Sine Smeds vejledning lige her. Det blev hun rigtig glad for og den bliver foretrukket frem for den købte og parykken. Den klæder hende også meget bedre end den klæder mig ;o)


Det er en rigtig svær tid for os alle - min mormor har altid været der for os og ikke mindst min morfar. Hun betyder meget for os alle - heldigvis også for hendes veninder og venner - det glæder mig at se at der er næste er "kø" for at besøge hende (på Hospice). Heldigvis nyder drengene også at besøge hende sammen med mig...


Min mormor har gjort meget for mig - ikke mindst givet mig nogle gode værdier med i rygsækken. Nu forsøger jeg at betale bare lidt tilbage og få al den tid, kram og snakke det er muligt i hendes selskab...

onsdag den 23. september 2015

Kan kreativitet smitte?

Ja, det tror jeg helt bestemt!

Jeg bliver ofte spurgt hvordan jeg får tid til at være kreativ.

Jeg er så heldig at være på deltid. Det åbner mulighed for, at vi kan lave lektier inden aftensmaden - og når vi alligevel sidder omkring bordet har jeg gerne gang i lidt kreativt imens.


Det smitter - særligt når reglerne er nul iPad-spil inden lektierne er klaret - for så går Jacob ofte i gang med andre projekter og så følger Mads efter når lektierne er klaret. Elsker den tid og ikke mindst de snakke vi får samtidig. Med to drenge foregår al anden aktivitet nemlig højlydt og gerne meget fysisk ;o)

 
Har også på fornemmelsen at de eftermiddage værdsættes af drengene - og også Mads' veninde, der gerne gør os selskab flere gange om ugen... Så skidt med at gulvene ikke altid er rene, tøjet lagt sammen og maden på bordet præcis kl. 18.

Jeg vælger at tro at drengene alligevel bedre vil huske hyggetiden fremfor et pletfrit hus når de engang bliver voksne...i hvert fald er det de stunder der gør mig glad og ruster mig til at tage de uundgåelige kampe der unægtelig også er hverdag med en drillesyg præ-teenager storebror og en trodsig 5-årig lillebror ;o)

lørdag den 2. august 2014

Boligliv - og en ny hverdag...

Jeg blev overrasket, da jeg på Instagram blev spurgt om det ikke var vores hems, der var med i det nye Boligliv. Derfor blev jeg nysgerrig og måtte omkring efter et blad - og ganske rigtigt:


Lige der, er mit vægmaleri inspireret af Trine/Søhesten, som jeg lavede et indlæg om her og her.

Billedet er fra da vi havde besøg af Retrovilla (se evt. billederne her), som også har skrevet artiklen - men synes nu godt de kunne have noteret hvor billedet er fra...

Det er altid noget det ikke er omtale jeg skal leve af ;o).

Til gengæld er det heller ikke lønnen som bankrådgiver - jeg sagde nemlig det job op pr. 31.07.2014, så den 27.07.2014 gik jeg ind i banken som medarbejder for sidste gang


I stedet venter en tilværelse med job i en mindre presset sektor og mere familievenlige arbejdstider.

Jeg glæder mig rigtig meget til min og vores nye hverdag :o).

Alligevel var det underligt at tage afsked med kollegaerne og kunder - særligt dem, der næsten har fulgt mig i de 13 år jeg har været der. Jeg fik flere flotte afskedsgaver, der kan minde mig om en god tid - og den fineste buket fra kunder


Min nu tidligere chef citerede Søren Kierkegaard da hun sagde et par ord til mig:

"At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv".

...og ja, min mavefornemmelse siger mig vover ;o)

torsdag den 3. juli 2014

Min seje dreng!

Den 18. juni fik Mads lukket trommehinden i det ene øre (i efteråret sidste år, blev det andet klaret).

Han er sej vores store dreng! Håber sådan at det er sidste gang han skal i narkose - han har efterhånden taget sin andel, hvis du spørger mig...

I morgen skal det sidste vat ud af øret og stingene af. Det glæder vi os vist alle sammen til - er så spændt på om han nu selv kan høre forskel.

Den sidste tid har været uden skole og SFO og vi har et utal af gange måtte råbe "stille leg!", når der har været optræk til brydekampe (jo, jo, man er vel drengemor ;o)).

Det er indimellem en udfordring at finde på "stille lege", men en af dem, vi har nydt synet af har været "se hvor mange forskellige blomster du kan finde på en gåtur".


Ellers har vi tegnet, leget med lego, lavet teater af papkasse og printet forskellige helte ud og limet på karton så der var nogle der kunne optræde (elsker at min store dreng har en fantastisk fantasi og kreativitet).

Vi har også haft gang i perlerne - det blev så spændende at selv lillebror ville være med!


Ikke at tålmodigheden var til mere end en halv plade - men han forsøgte, så mon ikke der er håb forude ;o).

Da Mads var oppe at få fjernet første del af forbindingen sagde han til mig da vi gik ud i elevatoren at "ham, Michael, han er sød, ikke mor? Han laver nemlig mine ører". "Når vi skal besøge ham igen, vil jeg have noget med til ham - er det ikke en god idé?".

Findes der noget bedre end sådan en kommentar når Michael er lægen, der stod for operationen. Det viser at operationen jo nok var værst for forældrene

  
Behøver jeg at skrive hvad vi skal have styr på inden vores besøg ved Michael igen i morgen?

Vores seje superhelt skal selvfølgelig have "noget" med til Michael :o)

mandag den 30. juni 2014

Smagen af sommer...

Smittet af diverse blogs og ikke mindst Instagram...


...har vi også været igang med at forsøge os med en omgang hjemmelavet Hyldsblomstsaft.

Det var jo SÅ nemt - og bestemt ikke sidste gang! Drengene kunne slet ikke vente med at smage saften til den var foreviget ;o)


Hyldeblomst smager virkelig af sommer - og så er det en saft, der er drøj i brug - ellers bliver den for parfumeret, hvis du spørger mig. Begge drenge elsker saften, så selv om den er drøj i brug varer den nok ikke hele sommerferien ;o).

Udover hyldeblomster er kornblomster også lig med sommerferie for mig. Jeg kan næsten ikke køre forbi en mark uden af stoppe


...måske fordi lige præcis den blå farve var min yndlingsfarve hele min barndom og stadig er blandt favoritterne.

En anden grøftekants blomst jeg har svært ved at køre forbi er lupiner - som desværre allerede er afblomstret de fleste steder :o(


Har du også ukrudt-favoritter?

onsdag den 8. januar 2014

2013...

Første indlæg i 2014 - godt nytår!

Ja, hverdagen ramte os med 150 km/t, så energi-niveauet har desværre været lavt i 2014 :o(
Jeg håber snart det vender...

Sådanne perioder, hvor vi kæmper for at følge med, må jeg huske mig selv på at det heldigvis ofte går over igen. Et blik tilbage på krea-året 2013 er måske ret sundt netop nu.

Blev i hvert fald temmelig overrasket over hvad jeg har nået på den kreativefront (og det endda uden indretning og fødselsdagsfejringer)

Drengetøj:


Pigetøj:

...og andre produktioner:

Papirklip har jeg lavet en del af sidst på året og omkring påske. Papirklip bliver jeg vist aldrig færdig med, så mon ikke der kommer flere til i 2014. Jeg håber på at huske at lave skabeloner undervejs fremover, så jeg kan dele dem på bloggen


Man må sige at 2013s sy-produktioner er påvirket af jersey-debut og anskaffelse af overlocker ;o). 

Jeg er spændt på at se hvad der bliver temaet for 2014. 

Jeg har et par idéer indretningsmæssigt jeg gerne vil have ført ud i livet - burde egentligt også have lavet overblik over hvad der er sket på den front i 2013 - det er nemlig meget efter vi i december 2012 overtog huset efter håndværkerne. 

Hvad tror du, kommer til at påvirke dit kreaår 2014?  

mandag den 12. august 2013

En stor dag...en forventningsfuld dreng...




Mads har haft første skoledag i dag. Det er altså en stor - og lidt overvældende dag. Tænk at min "lille" dreng nu tager hul på et langt skoleliv.

Det er altså vildt - men der følger også et hav af bekymringer med: kan han følge med?, får han venner?, er det en god klasse?, hvordan er de andre forældre?, vil lærerne kunne lide min dreng?, vil han blive glad for at gå i skole? osv.

Jeg håber og krydser fingre for det bedste, så jeg om 9 år kan sende en ligeså glad og smilende dreng afsted til sit (måske) sidste år i folkeskolen.

Han har allerede klaret en del bump på vejen og til efteråret skal han igennem to operationer, så vi forhåbentlig kan parkere øre-problemerne for nu, så mon ikke han har haft de bump, han skulle (det håber jeg)...


Det var i hvert fald en dreng, der var klar til at gå igang med skolebøgerne - og som sørme også havde fået bedsteveninden fra børnehaven som sidekammerat.

Troede ikke dagen ville fylde så meget i tankerne, men jeg kan huske meget fra min egen første skoledag i O.C - og tænk at jeg nu sender min dreng i O.B - hold da op, jeg er jo voksen nu! ;o)

søndag den 19. maj 2013

Heldige drenge, skadestuen og pigefarve...

Drengene har været heldige at vinde et sæt Ninjago-våben på Mettes fine blog Bossow.dk

Faktisk havde Mette været så sød at lave TO sæt, så Ninjago kampene kan blive mere realistiske.

Det var dog sin sag at få lov til at fotografere det inden det skulle tages i brug:


Der gik ikke mange sekunder inden Mads havde taget sit og Jacob fulgte efter ;o)

Det er altså bare et hit, Mette!

Det er endda lykkes mig at fange de to i en leg de er enige om..!?!


Storebror Mads er udstyret med den mest fantastiske fantasi, så han bestemmer "banerne" de skal gennemføre og Jacob følger efter...


Drengene er lykkelig for at have endnu mere ninja-legetøj (før havde de kun sværd) og moderen er lykkelig for at legetøjet er med bamsefyld.

Med to drenge i vuggestue/børnehavealderen kan det nemlig ofte gå vildt for sig.
Sidste lørdag endte vi da også (endnu engang) på skadestuen. Jacobs møde med sofabordet og resulterede nemlig i en flænge i øret.

Hold da op, der er krudt i ham, tror næsten vi har fat i lægevagt/skadestue hvert ½. år i hans liv.
Heldigvis var han sej og hurtig klar igen. Læge og sygeplejerske var utrolig søde og vi kom til med det samme, så han klarede lim og besøg uden gråd.

Det resulterede i belønning efter eget valg i skadestuens legetøjsæske. Jacob valgt en lyserød fløjte.

Mads har ellers mange gange fortalt ham at lyserød er en pigefarve, det ændre dog ikke på det faktum at Jacob ELSKER den farve.

Hver gang han bliver stillet over for en valgmulighed der indebære "lyserød" falder valget på lyserød. Specielt Mads kan indimellem blive helt flov over Jacobs valg. Men mon ikke det er en fase...jeg synes nu det er lidt sødt/kært ;o)

Behøver jeg at fortælle hvilken is Jacob valgte da han og Mads var med mormor og olde i byen i onsdags?


LYSERØD softice med LYSERØD krymmel...jeg har lovet Troels ikke at sy lyserøde kjoler til ham, mon ikke så både Mads og faderen overlever Jacobs fascination af lyserød? ;o)

tirsdag den 1. januar 2013

Farvefest...

Rigtig godt nytår!

Håber I kom lige så godt ind i det som vi gjorde? Vi havde en rigtig hyggelig aften med gode venner, mad og drikke.

Vores dekoration endte med at blive farverig, men utrolig hyggelig. Som I måske efterhånden har opdaget er jeg ret vild med mine cirkelpunchere - derfor blev det også til confetti, af den farverige slags som ikke ender på gulvet.

Af kartonrester havde jeg lavet en masse cirkler og efterfølgende syet dem sammen på symaskinen. En hurtig og billig bordpynt - men synes den har stor effekt
Havde ambitioner om at fotografere vores mad - og havde da også lagt kameraet frem, men snakken og tiden gik uden billeder, så derfor kun lidt for forberedelserne
Vi fik klassisk rejecocktail til forret, hel oksemørbrad på grill med bagte rødløg (inspiration fra Julia via instagram), grøn salat med bl.a. æbler og hasselnødder, Pommes Anna til hovedret. Desserten var brownies med vanilieis og hindbærsauce - og ja, selvfølgelig kransekage kl. 24 med champagne.

Taget i betragtning af at et par medbragte forretten, vi selv stod for hovedretten og det sidste par medbragte desserten (og vi ikke vidste hvad resten af menuen bestod af) var sammensætningen helt perfekt.

Jeg glæder mig i hvert fald allerede til resterne i aften.

Nu vil jeg hygge videre med mine drenge - og se frem til at manden tager over efter frokost. Jeg har nemlig haft morgenvagten (hvorfor ender det altid sådan?).

Vi sluttede festen og sagde god nat ved en 3-tiden - og Jacob har holdt morgenfest fra lidt over 6...der er mange "glæder" ved småfolk 1. januar... :o)

Håber I får en god start på 2013!

onsdag den 24. oktober 2012

Når tiden er til det...

elsker jeg at tage billeder med det store spejlrefleks kamera! Men med to aktive drenge, praktiske gøremål, kreative sysler, en ombygning undervejs er det altså ikke ofte tiden til det - og efterfølgende at få billederne over på computeren.

Så længe huset er på den anden ende blogger jeg oftest fra Ipad/Iphone. Det bliver så på bekostning af billedkvaliteten, men tror alternativet havde været en død blog et halvårs tid (hvis jeg ellers havde kunnet holde mig væk ;o)).

Derfor er glæden også endnu større når jeg genopdager, at de billeder det rigtige kamera kan tage på en gråvejrs dag står iphon'en med flere kilometer...
Tænk at der i vores ødelagte have (ja, der har jo lige været en gravko forbi), stadig kan findes lidt efterårs skønheder!?!
Drømmer om at lære at tage billeder - ligesom et kursus med keramik, maleri, syning, fondant/3D-kager, blomsterbinding, decoupage, porcelænmaling, hækling, strikke, broderi og glas...

...mon ikke jeg får travlt med alle de aftenkurser jeg nok ender med at skulle på som pensionist? Så er det jo heldigt at jeg "allerede" kan gå på pension som 71 årig ;o)

Måske jeg bare skulle satse på at komme igang når drengene er blevet lidt ældre og knap så afhængige af deres mor (og omvendt).

Hvad med dig, hvilke aktiviteter står øverst ved dig?

mandag den 22. oktober 2012

Begavet...

Findes der noget bedre end at komme hjem til overraskelser på en våd og blæsende dag?

Tilbage i februar mødte jeg Gitte for første gang (til blogtræf)

Skæbnen ville at Gitte arbejder 5 minutter fra min hoveddør - det har resulteret i en del kaffeaftaler, masser af snak og fælles "udflugt" til Blogtræf i Kolding - hvor heldig kan man være?

Søde Gitte havde hængt en "bare-fordi"-hilsen på vores hoveddør i dag, sådan en gave kan man da kun blive glad for!
Drenge har kastet med ærteposerne, så de er stress testet og kurvet står allerede fint og pynter i køkken alrummet :o)

Jeg priser mig lykkelig for at jeg opdagede Blogland og ikke mindst dem, der gemmer sig derude bag skærmene. Tænk at finde sådan et fællesskab...det vidste jeg slet ikke fandtes for bare 1½ år siden - måske det også er derfor jeg stadig har svært at beskrive hvad en blog egentlig er overfor udenforstående? 





fredag den 19. oktober 2012

Dejlige Blogland...og om ikke at tro på eventyr ;o)

Ovenpå en på alle måder alt for laaaaang uge på jobbet kom jeg hjem til hilsen, der endnu engang fortæller mig om den varme og venlighed, der findes i Blogland.

Lene, hvis blog jeg "opdagede" for nyligt havde sendt mig en pakke. Efter at havde afprøvet et par opskrifter i bogen uden det store held, ville hun give mig muligheden...
Tusind tak, Lene. Det var rigtig, rigtig sødt af dig at ofre bogen og porto på at glæde mig! Kender du ikke Lenes blog Grønspætte bør du ikke snyde dig selv for et besøg :o)

Med sådan en start på weekenden kan det da kun blive en god én af slagsen...

Ugen har budt på lidt for meget overarbejde og manglende energi, så det bliver ikke i denne weekend jeg giver mig i kast med teste opskrifterne. Mads har dog allerede afgivet bestilling, så prøves, det skal den helt sikkert! ;o)

Selvom vi ikke har haft mulighed for at holde efterårsferie med drengene, kan vi glæde os over at der virkelig er blevet hygget igennem i vuggestue og børnehave. Pædagogerne har haft tid til at rigtig at hygge med børnene (fordi flere forældre i sidste øjeblik åbenbart har fået mulighed for at holde fri alligevel), så det hjælper da lidt på min dårlige samvittighed...faktisk tror jeg drengene har nydt hver dag. :o)

Vi må tage revanche når jeg igen (efter uge 7) må holde ferie - for SÅ er der ingen tvivl om, at det er det vi skal!!!

Heldigvis fik Mads og jeg lavet Halloween græskar i sidste weekend (det er Mads' den sure/uhyggelige).
Det var et hit og sjovt som han i den grad var "med" i år i forhold til sidste år.

Aftenritualet er dog det samme som sidst - der skal sige pænt god nat til græskar mændene. Et ritual lillebror nu også er en del af.

I går gik det langtfra som planlagt. Jeg havde begge drengene med ude i gangen og åbnede døren bevæbnet med tændstikker og fyrfadslys - bøjer mig ned for at løfte "låget" på græskarret - men går pludselig i panik, skriger og smækker døren i!

Jacob får et stort grineflip (ved ikke lige, hvad det er med ham, han elsker at blive forskrækket???), Mads kigger underligt på mig og spørg "hvorfor gjorde du det mor?" og Troels kommer løbende for at se hvad der sker.

Mit udbrud skyldes at der sidder den største skrubtudse (jeg har set) lige ved siden af græskarret (og for det ikke skal være løgn sad der to lige nedenfor trinnet også!). Troels ryster overbærrende på hovedet og siger at jeg ikke skal gøre drengene bange for skrubtudser, hvorefter han tager tændstikker og fyrfadslys...og åbner døren, for meget hurtigt at få den lukket igen - ja, den var altså stor!!

Mads er dybt ulykkelig - der skal jo lys i græskarrene ellers er det ikke rigtigt! Så mens jeg står og sparker på døren (så må den da forsvinde!), finder Troels fejeblad og tager gummistøvler på (godt det var mørkt, ellers var vi nok blevet til grin i nabolaget)...Missionen ender heldigvis lykkeligt, skrubtudserne forlader trappeområdet og vi kan fuldføre "ritualet".

Det sidste Mads sagde til mig i morges inden jeg kørte på arbejde var "mor, jeg er bange for skrubtudser hjemme - men ikke i børnehaven"  - hmmm, dårlig eksempel fra forældrene - det virker ligesom lidt hult at svare ham, "ej, de gør altså ikke noget, dem behøver du ikke at være bange for"???

En ting er sikkert, jeg priser mig lykkelig for at have fundet min prins uden at skulle kysse frøer! :o)


tirsdag den 26. juni 2012

Krea Blok

(ikke at forveksle med kreablog!)

Ja - det er vist det, vores kaos har medført...ud over at strikke er overskudet ikke til det store (til gengæld er jeg "allerede" nået halvvejs med mit projekt, så mon ikke jeg når i mål til november når indretningen af stuen går igang) . Det samme gælder indlæg her på bloggen - men snart er der håb forude!

I weekenden pakker jeg drengene og tager i sommerhus - og når vi vender hjem efter en uges tid er det ikke til vores midlertidige hjem - nej, det er til vores hus!!!

Godt nok skal vi bo med byggerod indtil slutningen af oktober (det er nemlig først i uge 32 vi påbegynder tilbygningen) - men hvor glæder vi os til at komme hjem igen ;o).

Heldigvis har mine forældre et skønt sommerhus ved Hvide Sande, som vi har kunnet bruge de weekender vi ikke har haft planer.

Sidste weekend fejrede vi Skt. Hans derude (heldigvis med godt vejr lørdag) og hyggede indenfor da det regnede (rigtig meget!) søndag


Skt. Hans skulle være helt efter bogen - så jeg fik tegnet en heks vi fint vil brændt af. Bagefter fik vi lavet popcorn og skumfiduser...mmmm!

Jacob fandt ret hurtigt ud af, at det bare gik ud på at hygge...
Han overrasker mig altså gang på gang - synes jo han skal være min lille dreng - men som han ligger der og nyder bålet er han jo efterhånden ret så stor!
Tænk at han bliver 2 år i midten af september!?! (mon det også betyder lidt mere hår på hovedet?)

Som sagt stod søndagen på ren afslapning og inde-hygge

Hjemvendt fra weekenden var energien til kreaprojekter tilbage - så har sørme fået syet et par bukser til Mads (og genopdaget hvor afstressende det egentligt er at sidde foran symaskinen).

...buskerne må I ha' til gode til en anden dag.

Rigtig god aften ;o)

lørdag den 2. juni 2012

Første nat som "hjemløs"...

er overstået med succes - overraskende nok uden de store problemer omkring sovetid.
Mads sov hele natten og Jacob var kun vågen et par gange for at så sutten
- måske jeg ikke havde behøvet at frygte forandringerne alligevel? ;o)



I går fik drengene også rig mulighed for at lege inden sengetid - og sørme om ikke jeg havde været heldig at vælge det rigtige legetøj - der var i hvert fald leg og enighed imellem store- og lillebror en hel time (fik faktisk strikket lidt imens de legede - tror det er første gang det har været muligt!).



Om det er det rigtige tøj, vi har fået pakket til drengene kan jeg dog blive mere itvivl om - Jacob synes at han skulle have Mads' kasket på (omvendt!) og Troels' sko da vi skulle ud i morges...hmmm?
Selvom det tegner til at blive en ok tid i vores nye "hjem" glæder jeg mig MEGET til at komme hjem igen.
Mens vi er væk bliver vores køkken nemlig flyttet ind i vores kontor/krearum - og det nye store køkkenalrum får tilføjet en (folde)terrassedør ud til terrassen.
Efter sommerferien - når vi er flyttet hjem igen - begynde de på selve tilbygningen.
Vi skal have tilbygget et nyt multirum med hems og en depot/wall-in.
Jeg håber og tror det bliver rigtig godt...men med min tålmodighed er slutningen af oktober (hvor vi gerne skulle være færdige) altså laaaaaangt ude i fremtiden ;o)

søndag den 20. maj 2012

Sommerhus og indkøb...

Snart slutter en dejlig weekend/miniferie hvor vi har tilbragt det meste af tiden ved Vesterhavet.

Vi startede ud med udeleg i termobukser og sluttede af med to drenge i undertøj og masser af solcreme.

Det er altså en af de weekender - der godt måtte have været længere!

Vi kom ud til mine forældres sommerhus torsdag eftermiddag og fredag var jeg jo på tur om formiddagen - her er udbyttet:

Jeg kunne altså ikke begrænse mig - da jeg længe har sukket efter de fine IRA dåser med Anita Wangels illustrationer. Er sikker på at de vil klæde vores "nye" køkken og køkken alrum ;o)

Inden min tur nød vi en morgen med gooood tid

og drengene lavede morgengymnastik:


Og Jacob fik afprøvet de bukser jeg lavede i starten af måneden, men som den gang var for store - den dreng vokser med raketfart(!!!) - for nu passer de perfekt:


Fra fredag eftermiddag til i søndag har vi haft gæster i sommerhuset, så den har stået på sommerhushygge for både store og små:


Foruden søde Ida har vi nemlig også haft besøg af hendes lillebror, mor og far.

...efter sådan en miniferie/weekend, kan sommerferien ikke komme hurtigt nok, hvis du spørger mig! ;o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...