torsdag den 21. februar 2013

Når hverdagen tager over...

Puha, synes slet ikke jeg kan følge med her i 2013 - det viser antallet af indlæg her på bloggen også.

Lige pt. fylder jobbet mere end de timer jeg får løn for - både i tankerne og i timer tilbragt på jobbet.
Sidstnævnte vil være tilfældet frem til september, hvor jeg har takket ja til nye arbejdsopgaver og fremtil da lovet at gå op i tid.

Heldigvis har jeg fået udsigt til at afholde de optjente timer i september måned - det er lyspunktet, for så vil jeg kunne være der for Mads når han begynder i skole. Til oktober kan jeg så starte veloplagt til nye og spændende udfordringer.

Det er dog ikke helt optimalt, det med at gå op i timer når drengene stadig døjer med ørene m.m. og vi må til kontrol månedligt...håber foråret kan hjælpe med at bringe lidt energi tilbage i det lille hjem.

Heldigvis er min weekend allerede startet - og fra i morgen tidligt står den på uforstyrret kreahygge med tre skønne blogpiger, det må da være kuren når nu foråret lader vente på sig! ;o)

Jeg glæder mig i hvert fald helt vild og er gået igang med af finde projekter, store som små...


Når nu der er lidt stille indimellem herinde mini-blogger jeg lidt på Instagram - du er velkommen til at kigge forbi min profil, jeg hedder "Pia Skytte" - er du ikke på Instagram kan du kigge med via dette link


Hvor bloggen måske efterhånden mest er krea-indlæg er Instagram en god blanding af det hele og små hurtige opdateringer - er du også på?

Rigtig god weekend!

mandag den 18. februar 2013

Det nye sort...

Er eftersigende kobber.

Havde du spurgt mig om jeg ville have kobber indenfor, for blot et år siden havde svaret været et sikkert NEJ.

Dette nej er dog knap så sikkert mere. I hvert fald kom jeg hjem med kobbermaling fra mit sidste besøg i Søstrene Grene - og i søndags fandt jeg det frem og malede et sættekassehus jeg havde liggende


Jeg synes resultatet blev overraskende godt og tænker det kunne blive rigtig sødt med lidt pasteller i rummene. Normalt er jeg mest til klare/douche farver, men tænker at det kunne være fint med noget pastel op til kobberfarven - kunne det ikke?

Elsker weekender, hvor der er tid og energi til lidt kreatid (både med og uden børn). Sådan en weekend har vi haft. Fredag da jeg kom hjem fra arbejde blev jeg mødt af en smilende mand og et rengjort hjem, et bord med blomster, asti, jordbær og napoleonshatte...men ingen drenge.

Troels havde afleveret drengene til en overnatning hos farmor og farfar, da han synes vi trængte til lidt kærestetid. Først blev jeg lige lidt paf over ikke at have fået givet dem et godnat-kys (mor-ting?), men blev også uroligt rørt over det.


Vi havde en rigtig hyggelig aften med take away sushi og en god film...

Selvfølgelig, fristes jeg til at skrive, kunne jeg ikke sove længe når nu muligheden var der - men det kom Troels til gode, for han stod op til et veldækket brunchbord :o)


Bl.a. disse bananmuffins uden mælk og æg (de blev nemlig brugt til pandekagerne) - mums!

Inden vi kørte ud efter drengene nåede jeg at forvandle et par Ferm Living viskestykker til puder. Den ene med gul pipingbånd, den anden med mintfarvet pipingbånd. Begge har en grå bomuld med uld som bagside.

 
Søndagen er tilbragt med drengene - formiddagen gik med cykeltur til biblioteket - det tager tid med sne på de fleste af stierne og en stædig 2-årig, der hellere vil cykle på løbecyklen end at sidde i cykelstolen.

Imens Jacob sov en lang middagslur krea-hyggede Mads og jeg i vores nye kontor.

...sådanne weekender kunne jeg bruge MANGE flere af...men nu kalder hverdagen igen.

Heldigvis starter udsigten til endnu en skøn weekend allerede torsdag aften ;o)

søndag den 17. februar 2013

Drengemor og superhelte...


(sponsoreret indlæg - meningerne og vinkler dog mine egne)

Som drengemor gange to, har jeg måtte lære en helt ny verden af superhelte at kende...

Det begyndte da Mads startede i børnehave. Hans første store helt var Spiderman – og det selvom han aldrig havde læst eller set noget med Spiderman(!?!)

Næste helt var Buzz Lightyear, skarpt forfulgt af Darth vader (fra Star Wars – som han i øvrigt heller ikke har set!?!) og indtil december/januar har det været pirater (særligt Jake og Piraterne), som jo også var teamet til hans fødselsdag tilbage i december.

Lige som jeg følte, at jeg nu havde tjek på heltene og kunne tale med når vi snakkede om lyssværd og skatte (jo, det kan skam fint kombineres…!), begyndte helt andre helte at gøre deres indtog.

Det skete stille og roligt – og som ofte før var jeg pludselig bagud igen.

Mads og morfar har en tradition om at tømme sparegris sammen. Underligt nok formår morfar ikke at sætte alle pengene ind i banken, så vejen går som regel forbi en legetøjsbutik bagefter :o).

Sidst det skete, kom han hjem med denne:



Hvilke betød, at jeg igen måtte udvide mit superhelte univers denne gang med LEGO Ninjago.

Kender du ikke heltene er de kort fortalt LEGOs moderne version af den klassiske Ninja histore. De blev lanceret i 2011, 4 Ninjaer (med hver kraft; ild, is, jord og lys) vandt, særligt drenges, interesser med kampe mod Lord Garmadon og hans kær af skeletter... Siden tog historien en drejning og Lord Garmadons søn, Lloyd blev til den grønne Ninja, og dermed den 5. Ninja. Han har 4 våben og er den mest kraftfulde Ninja af dem alle...

Behøver jeg at fortælle at Mads nu ikke længere skulle være Jake (Pirat), men Ninja(go) til fastelavn (LEGO wear burde altså udvide deres sortiment med kostume også!) og drømmer om Ninjago t-shirt?

Når det nu skal være, må jeg indrømme at jeg synes om LEGO Wears fortolkning af superhelte – måske fordi jeg kan kende bare lidt (LEGOklodserne) fra min egen barndom.

De helte passer bedre til min ”lille” dreng (hvis altså lige jeg glemmer skeletterne...) end fx Spiderman – også helt bogstaveligt da størrelserne går helt til 12 år, så min dreng på 6 år, der bruger str. 10 også kan være med :o). 

…gad vide hvor længe interessen holder - og hvornår mit univers skal udvides med endnu en superhelt?

Jacob (snart 2½ år) er i hvert fald allerede i gang med at starte hans op – det består indtil videre af Tigerdyr, Spiderman, Superman, Buzz Lightyear og Ninjago…ja, man er vel LILLEBROR :o).

I morgen er der fastelavn i henholdsvis Jacobs vuggestue og børnehave - Jacob skal afsted som Supermand og Mads som Ninja...hvad er der lige sket med mine små drenge??

Heldigvis har jeg en lille niece fra august, så mon ikke jeg med tiden kan få udlevet lidt prinsessedrømme der :o)

torsdag den 14. februar 2013

"Nyt" soveværelse (på vej)


Vores om- og tilbygning, som jeg efterhånden har skrevet en del om, er efterhånden afsluttet af håndværker (indendørs).


Tilbygningen har betydet at vi, i forlængelse af vores badeværelse har fået et reelt opbevaringsrum/wall-in closet. Indtil nu har det rum været fyldt med flyttekasser, men vi begynder at kunne se gulv og vægge igen.

Næste step er derfor at få vores skabe ud af soveværelse og ind det nye rum.


Glæder mig så meget til at det er klaret, så vi endelig kan få en ”luftigt” og roligt soveværelse.

Jeg er også allerede ”kommet til” at handle lidt ind…



Den lokale Decorate shop havde Hay Megadot sengetæpper til salg med minus 30 %, det måtte altså med mig hjem i en frokostpause.

Derudover er planen at en af væggene skal have samme farve som endevæggen i stuen.


Vores lidt klodsede IKEA-sengeborde flytter ud til fordel for en lettere væghængt løsning.

Egentligt ville jeg gerne have haft to væghængte sengeborde/hylder i egte retrostil i palisander/teak, men de priser de er oppe i, dem jeg kan finde, er jeg ikke med på – derfor bliver løsningen de nye ”træhuse” købt ned Nordhjem (i øvrigt en rigtig ”farlig” web-butik).

(billede "lånt" på Nordhjems hjemmeside)


Derudover drømmer jeg lidt om en Hay Laungechair i det ene hjørne, kunne det ikke være fint?

(billede "lånt" lige fra Decorate Shop her)


Der skal selvfølgelig også lidt op på væggene igen.

En af dekorationerne bliver et lille broderi jeg har lavet til min helt egen computernørd – et hjerte med inspiration fra Pinterest…



Hvis man ikke skal vise hjerter i dag, på Valentines dag, hvornår skal man så? :o)


Jeg tror og håber det bliver godt når vi er i mål, men mest af alt glæder jeg mig til at kunne strege endnu et rum på to-do-listen…


Rigtig god (Valentines) dag :o)

tirsdag den 12. februar 2013

Vesterhavet...


Der har været noget stille her på bloggen, men vi har desværre ikke haft den bedste start på året, hvad angår sygdom. Det er som om vi ikke kan få lov at slippe HELT af med den igen, så vi kører på lavt blus hvad angår energi og overskud…øv :o(


I et forsøg på at skabe overskud pakkede vi derfor bilen og kørte mod vest i fredags, vi kunne nemlig se frem til en weekend helt uden planer – og for at de ikke skulle blive ”spist” af praktiske pligter, stak vi af bare os fire.




 Vi nød det gode vejr, fik gået ture og hygget indendørs...






Hver gang jeg besøger Vesterhavet bliver jeg imponeret over det lys, der er derude og det faktum at landskabet er stort set ens alle tider på året.






Havde det ikke været for manden og yngstes vinterstøvle fodspor (og flyverdragterne) kunne billederne jo ligeså godt have været fra en varm juli-dag…



Med weekenden i bagruden er vi nu alle godt i gang med hverdagen igen. Drengene nyder at være i vuggestue-/børnehave, selvom der ikke er mange børn i denne uge pga. Vinterferie.

Måske det netop er derfor… Hvert år har flere nemlig tilmeldt sig pasning end der reelt kommer, så for en gang skyld er der voksne nok ;o).


Men mon ikke det er sidste år med arbejde i hele vinterferien – næste år går Mads jo i skole og så må jeg ind i kampen om ferie…

søndag den 3. februar 2013

Soveand...

Anden del af barselsgaven er blevet færdig - en Soveand (fra BoBedre's Børnenes Idébog).

Syet i gult babyfløjl, med sorte fødder og øjne, blå kinder, Sort pipingbånd i siden og quiltet næb med sort kantbånd
En and, der matcher tæppet - men samtidig kan stå alene. Nu håber jeg bare den kommende baby og mor kan lide den ;o)

lørdag den 2. februar 2013

Velkommen indenfor...

Som en del af vores om- og tilbygningen skete der også store ændringer i vores stue  - og endelig er vi ved at være rigtig på plads derinde igen! Dem, der følger mig på Instragram (profilnavn: piaskytte) har fået et par kig indimellem...
Armeringsnettet er et kompromis. Jeg så det engang anvendt i en tøjbutik, bare i den rustne udgave og har plaget Troels om at få et op at hænge over sofaen som en slags "opslagstavle" næsten lige siden (og det blev altså forstærket da jeg så at Bettina havde fået lov). 

Idéen blev afvist med det samme, men med lidt kvindelist og en kompromis om at det kunne være den galvaniserede udgave hænger den nu på prøve (og mon ikke den får lov til at overleve?)

Bjørn Wiinblad platterne (de farvede) er en "tak for hjælpen"-gave fra en ældre dame, de andre er købt for en 5'er i den lokale genbrug (én med hver af vores fødselsmåned).

Bogkasserne under billedet er fra Trævarefabrikernes Udsalg - bare malet hvide. De farverige virkelranker er lidt af nytårspynten.

Jeg nyder at have et hus, der igen fungerer - men det bedste ved ombygningen er nu stadig det store køkken alrum vi har fået!...og så er der ingen der tænker på det kaos der stadig hersker uden for vinduerne, på den nye hems og at vi har levet i kaos i over et halvt år ;o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...