søndag den 8. juli 2012

Hvornår, hvor, hvad, hvorfor?

Når man holder ferie med en 5-årig dreng får man altså lov at besvare en del spørgsmål i løbet af dagen, nogle mere originale end andre...

I tirsdags tog Mads og jeg til bagagerumsmarked i Søndervig, på vej derhen havde vi en samtale i bilen:

"mor, hvornår skal jeg have et kæledyr?", "det skal du ikke lige nu, hvad for et ville du da gerne ha' haft?", "en hund", "en hund skal man gå tur med flere gange om dagen og du skal samle op når den har lavet hundelort", "det kan Jacob gøre (som bli'r 2 år til september)", "ej, når du bliver ældre kan det godt være at du må få et kæledyr...måske en fugl, fisk eller kanin". Stilhed fra bagsædet "ej, mor hvad med en ko?" "??? en ko???", "ja, så kan jeg ride på den...ej det er måske ikke en god idé alligevel..."

Et andet af hans mange spørgsmål kunne jeg besvare i morges....

De sidste par gange jeg har lavet patchwork tæpper, har han spurgt hvornår jeg laver et Spiderman tæppe til ham.

Det har været et af de projekter jeg har haft lidt svært ved at ta' fat på, måske mest pga. motivet. Men det er jo drengens store drøm - så selvfølgelig skulle han ha' et! :o)

Jeg havde lidt stofrester med Spiderman og sat sammen med ensfarvet gul, rød, turkis og sort blev tæppet faktisk overraskende godt!

Det endte i hvert fald med at jeg sad oppe til midnat for at gå det færdigt. Kom også til at "slagte" et af min mors fleecetæpper i sommerhuset (håbet på tilgivelse?).


Det har i hvert fald været det hele værd!

Mads var lykkelig her til morgen da det var færdigt. Han havde set at jeg var i gang med at klippe lapper, det sad jeg nemlig med, da de tegnede.
Et postkort blev brugt til formålet, så kunne jeg nemlig svare på spørgsmål i stedet for at sidde og måle op ;o)





Rigtig god søndag.
Her står den på pakning (vi forlader sommerhuset), pakning (vi flytter hjem mandag eller tirsdag!!!) og svigermors fødselsdag i aften.

- Posted using BlogPress from my iPhone

fredag den 6. juli 2012

Endnu et neon projekt...

Barnevognstæppe med neonpiping (fra www.bettyp.dk)...










Tæppet er lavet af rester i dejlige friske sommerfarver (skønt at genopdage sine egne køb i nye sammensætninger!) - bagsiden er turkis fleece.




...kan mærke at jeg ikke er helt færdig med neon - hvad med dig?

- Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 5. juli 2012

Gårsdagens produkt...

Et par knickers til Mads...med pipingbånd, indvendige lommer, presfoldere og påsyet linning

De er allerede taget i brug og godkendt af modellen (der dog ikke var særlig samarbejdsvillig)








De er syet i brunt babyfløjl. Jeg er rigtig godt tilfreds med dem og tror han skal ha' endnu et par - måske i denim?


Ellers har vi nydt den danske sommer (når den er bedst) i dag. Jacob synes vi skulle starte dagen (meget!) tidligt i dag, så ved en 8:30-tiden var vi på stranden efter sten (der skulle males med kridt).

Utroligt som de to drenge kan være uenige. Først idyl, så kamp om en skovl (der var altså to med!) og til sidst glæden ved en storebror, der vil lære fra sig.















- Posted using BlogPress from my iPad

onsdag den 4. juli 2012

Træt, men fuld af energi...

...er måske sådan jeg bedst beskriver den stemning jeg befinder mig i lige nu.

Jeg har tilbragt en dag arrangeret af Anne med dygtige Lis som underviser.

Den perfekte start på ferien. Jeg har afprøvet teknikker, jeg ikke førhen har troet mine evner var til, bl.a. skjult lynlås, indvendige lommer, presfolder og linning. Derudover har jeg set flere andre teknikker udført...

Hoved og krop er træt - men samtidig fuld af tanker om fremtidige projekter. Findes der en bedre start på sommerferien?

Her er min udgave af det projekt vi startede ud med (Lis sælger hendes udgaver lige her):









Hvad jeg ellers kæmpede med kommer senere...når jeg er færdig ;o)

Nu er det vist tid til at se om der er flere rester fra i mandags, hvor vi lavede cupcakes ;o)


Opskriften på selve kagerne er herfra (nok verdens bedste chokoladekage). Frostingen er lavet af smør, flødeost, formelis og kakao - mmmm!

Håber også at du har haft en god dag?

Ps. Har tilmeldt mig:


ved frk. Turkis - så mon ikke den næste måned bliver med drenge projekter (som det jo oftest er herhjemme)?

- Posted using BlogPress from my iPad

tirsdag den 3. juli 2012

Jacob-bukser med neon

Lidt kreatid blev det til i går aftes - det har Jacob fået glæde af...








Syet i mint babyfløjl, turkis stjernestof (begge fra "stof og stil") og neon orange pipingbånd (fra Bettyp).

God (solrig?) tirsdag! ;o)

- Posted using BlogPress from my iPhone

søndag den 1. juli 2012

Sommer på vej?

Måske vi alligevel er heldige at få nogle sommerdage i sommerhuset?
I dag har været dejlig solrig - dog noget blæsende. I hvert fald her ved Vesterhavet, hvor drengene og jeg planlægger at tilbringe de sidste dage inden vi rykker hjem i huset - manden sender vi hjem på job i morgen (og så kommer mormor ud og overrasker Mads og Jacob)
Mads fik lov at bestemme menuen her til aften - han havde kun et ønske - fisk!


Ikke et dårligt valg, når der findes et skønt røgeri i Hvide Sande.
Det er sjovt med Mads og fisk. Da jeg ventede ham var jeg helt vild efter fisk...og det har altså hængt ved, ved ham. Hans favoritter er fisk, risengrød og pandekager - alle tre dele gerne morgen, middag og aften ;o)
Blomsterne er en hilsen fra mine tre drenge fra deres tur med trækvogn, mens jeg bagte brød.
Min mindste dreng virker heldigvis ikke mærket af hans mellemørebetændelse mere - årh, hvor jeg håber denne penicillin virker og at hans pause fra snotnæser i vuggestuen gør ham godt...


En ting er sikkert - i dag, har han været i hopla allerede fra morgenmaden - selvom det foregår med 110 km/timen er det klart at foretrække (har faktisk savnet ikke at kunne vende ham ryggen!).
- Posted using BlogPress from my iPhone

Køkkendrømme...

Så er ferien begyndt for drengene og mig - fire uger venter forude ;o).

Fire timer efter ferien var begyndt sad jeg med Jacob ved vagtlægen (igen, igen). Desværre var mellemørebetændelsen fra sidst (14 dage siden) der igen :o(. Ikke den start jeg havde ønsket!

I går var han rigtig skidt og ville kun sidde ved sin mor, men sidst på aftenen kvikkede han op, så både mor og dreng fik heldigvis en (tiltrængt!) rolig nat.

Håber vi har haft vores andel af feriesygdom nu!

Ferieplaner har vi ikke mange af - vi flytter nemlig hjem i næste weekend (hvis alt går vel). Så er første etape (ombygningen) færdig. Sidste del (tilbygningen) gør os heldigvis ikke hjemløse (og begynder først i uge 32).

Årh, hvor glæder vi os - alle sammen!!!

Når vi flytter hjem i vores hus igen er vores køkken flyttet. Det betyder at kogeplader fremover er placeret op ad en væg (og ikke som før, frit).
Jeg er derfor begyndt at overveje hvad vi skal have sat op for at beskytte væggen bagved - indtil videre er jeg ret lun på en stor lavasten fra "made a mano", måske i dette design:


Men synes det er svært - har du andre gode idéer? (gerne andet end de traditionelle af stål eller glas).

God søndag ;o)

- Posted using BlogPress from my iPad
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...