God nat og sov godt mormor

Den 16 april fik jeg det sidste klem af min mormor. Lige efter midnat åndede hun ud for sidste gang - hun tabte kampen mod kræften og fik fred <3

Selvom det var ventet, at det skulle gå sådan, ramte det hårdt!

Siden januar har vi mere eller mindre stået "standby" til at rykke ud, hvis der var tider til stråler, samtaler m.m.. Siden februar har telefonen ikke været uden for rækkevide og aldrig på lydløs - først for at min mormor og morfar kunne ringe efter hjælp, sidst for at hospice kunne komme i kontakt med os på alle tider af døgnet.

Den 17. april ramte tomheden og trætheden! Pludselig var det tid til at mærke efter hvordan VI havde det. Sådan et kræftforløb tager flere kræfter end man mærker når det står på...

Heldigvis havde min mormor mulighed for at tilbringe den sidste tid (godt 14 dage) på hospice - jeg skriver heldigvis - fordi den tid var rigtig godt for både hende, min morfar og os andre.

Fra den dag hun kom derud gik vi fra at være plejende pårørende til "bare" at være pårørende...og drengene var trygge ved at besøge Olde og give hende krammere og holde i hånd igen - nu var olde igen (næsten) olde og ikke patient på et sygehus...

Fredag aften inden hun døde var min morfar og jeg derude, jeg havde medbragt guldkornssmåkager. Dem bagte min mormor nemlig altid når vi var på ferie i deres sommerhus som børn.

Jeg fik ros af min mormor for dem, da hun havde smagt dem - de var helt rigtige, som hun sagde inden hende og morfar begyndte at tale minder fra sommerhuset...

I dag betyder kagerne om noget endnu mere end før, det var nemlig det sidste hun fik at spise inden hun lukkede øjnene for altid.

Er sikker på at de vil blive bagt hyppigere i vores familie nu...

Min mormor vidste godt selv at hun ikke ville overleve kræften - derfor havde morfar og hende også snakket bisættelse. Min mormor havde et stort ønske om at deltagere i bisættelsen skulle påtænkte børnecancerfonden i stedet for en bårebuket. Det ønske havde rigtig mange heldigvis valgt at efterkomme.

Helt i hendes ånd fik vi kisten pyntet med gammelrosa-farvede blomster og med grene fra den flotte store magnolia mine bedsteforældre fik i en bryllupsgave tilbage i 60'erne - og som netop nu er sprunget ud og står som smuk hilsen fra min mormor til alle os der savner hende...

Indtil det lykkes os at få aflægger fra den store magnolia med succes, må vi nøjes med den papirudgave jeg klippede efter bisættelsen...

"Sometimes memories sneak out of my eyes and roll down my cheeks"

Sov godt kære mormor vi ses...