Når livet tager en drejning...

I øjeblikket kæmper min mormor en ulig kamp mod kræft. Jeg håber pengene fra Kræftens bekæmpelses landsindsamling i weekenden kan føre os tættere på en kur mod sygdommen!

Jeg synes den sygdom har haft lidt for stor indflydelse på vores familie den seneste tid.

For to år siden var det min svigerinde (der på det tidspunkt lige var fyldt 30), som blev ramt, men heldigvis er erklæret rask i dag...

Min farbror tabte efter flere års sygdom kampen til kræft tidligere på året.

Min mormor blev ramt i oktober og efter en hurtig operation tegnede fremtiden lys. Desværre opdagede hun kort før jul nogle knuder og vi fik dommen derefter. Det havde spredt sig og der er ingen mulighed for helbredelse. Herefter er det gået stærkt og sidste tirsdags blev hun overflyttet fra sygehus til hospice.

Sådan en sygdom rammer ikke kun den syge, men i den grad også familien. Jeg har ikke delt så meget hverken her eller på min Instagramprofil (@piaskytte). Bloggen og Instragram har i stedet været mit frirum og tilflugtssted før sengetid, når tankerne skulle sættes i bero...og så har jeg haft brug for at forstå hvad der sker/er sket og dele tanker med de nærmeste.

Men i øjeblikket fylder det bare så meget, at det ikke er til at komme udenom. De fleste krea-projekter er tiltænkt min mormor (bl.a. disse her og her) og min tid går med at tilbringe tid med min mormor og derudover forsøge at lade hverdagen gå sin vante gang for drengene.

Jeg er lykkelig for at have det kreative i min hverdag, ikke mindst når jeg opdager at lige præcis den side, skaber stor glæde ved min mormor. Det med at huske hvem blomsterne i værelset er fra eller hvem der har været på besøg er svært at huske (pga. kræften og bivirkninger fra strålebehandling)...

Til gengæld husker hun tydeligt, hvad med min niece (3 år) har tegnet til hende (på det meget abstrakte billede) eller hvor drengene har lavet malerierne til hende (dem vi lavede i påsken her).

Det varmer at se hvor stor glæde personlige gaver giver hende.

Derfor påbegyndte jeg også en patchwork pude til hende i Påsken. I søndags var den færdig og hun fik den da jeg besøgte hende om eftermiddagen. Hun blev rigtig glad og så straks min tanke bag puden - nemlig at det er hendes yndlingsfarve (rosa) og min (blå) sat sammen. Pludselig kom det også fra hende "har du ikke lavet en pude til mig før også?", "jo, mormor - jeg lavede en til sommerhuset", "det mente jeg nok, Pia".

Jeg nyder at kunne glæde hende, når der nu ikke længere er andet vi kan gøre for hende...

Som følge af strålebehandling mistede mormor også håret - derfor syede jeg en turban til hende efter Sine Smeds vejledning lige her. Det blev hun rigtig glad for og den bliver foretrukket frem for den købte og parykken. Den klæder hende også meget bedre end den klæder mig ;o)

Det er en rigtig svær tid for os alle - min mormor har altid været der for os og ikke mindst min morfar. Hun betyder meget for os alle - heldigvis også for hendes veninder og venner - det glæder mig at se at der er næste er "kø" for at besøge hende (på Hospice). Heldigvis nyder drengene også at besøge hende sammen med mig...

Min mormor har gjort meget for mig - ikke mindst givet mig nogle gode værdier med i rygsækken. Nu forsøger jeg at betale bare lidt tilbage og få al den tid, kram og snakke det er muligt i hendes selskab...