Dejlige Blogland...og om ikke at tro på eventyr ;o)

Ovenpå en på alle måder alt for laaaaang uge på jobbet kom jeg hjem til hilsen, der endnu engang fortæller mig om den varme og venlighed, der findes i Blogland.

Lene, hvis blog jeg "opdagede" for nyligt havde sendt mig en pakke. Efter at havde afprøvet et par opskrifter i bogen uden det store held, ville hun give mig muligheden...

Tusind tak, Lene. Det var rigtig, rigtig sødt af dig at ofre bogen og porto på at glæde mig! Kender du ikke Lenes blog Grønspætte bør du ikke snyde dig selv for et besøg :o)

Med sådan en start på weekenden kan det da kun blive en god én af slagsen...

Ugen har budt på lidt for meget overarbejde og manglende energi, så det bliver ikke i denne weekend jeg giver mig i kast med teste opskrifterne. Mads har dog allerede afgivet bestilling, så prøves, det skal den helt sikkert! ;o)

Selvom vi ikke har haft mulighed for at holde efterårsferie med drengene, kan vi glæde os over at der virkelig er blevet hygget igennem i vuggestue og børnehave. Pædagogerne har haft tid til at rigtig at hygge med børnene (fordi flere forældre i sidste øjeblik åbenbart har fået mulighed for at holde fri alligevel), så det hjælper da lidt på min dårlige samvittighed...faktisk tror jeg drengene har nydt hver dag. :o)

Vi må tage revanche når jeg igen (efter uge 7) må holde ferie - for SÅ er der ingen tvivl om, at det er det vi skal!!!

Heldigvis fik Mads og jeg lavet Halloween græskar i sidste weekend (det er Mads' den sure/uhyggelige).

Det var et hit og sjovt som han i den grad var "med" i år i forhold til sidste år.

Aftenritualet er dog det samme som sidst - der skal sige pænt god nat til græskar mændene. Et ritual lillebror nu også er en del af.

I går gik det langtfra som planlagt. Jeg havde begge drengene med ude i gangen og åbnede døren bevæbnet med tændstikker og fyrfadslys - bøjer mig ned for at løfte "låget" på græskarret - men går pludselig i panik, skriger og smækker døren i!

Jacob får et stort grineflip (ved ikke lige, hvad det er med ham, han elsker at blive forskrækket???), Mads kigger underligt på mig og spørg "hvorfor gjorde du det mor?" og Troels kommer løbende for at se hvad der sker.

Mit udbrud skyldes at der sidder den største skrubtudse (jeg har set) lige ved siden af græskarret (og for det ikke skal være løgn sad der to lige nedenfor trinnet også!). Troels ryster overbærrende på hovedet og siger at jeg ikke skal gøre drengene bange for skrubtudser, hvorefter han tager tændstikker og fyrfadslys...og åbner døren, for meget hurtigt at få den lukket igen - ja, den var altså stor!!

Mads er dybt ulykkelig - der skal jo lys i græskarrene ellers er det ikke rigtigt! Så mens jeg står og sparker på døren (så må den da forsvinde!), finder Troels fejeblad og tager gummistøvler på (godt det var mørkt, ellers var vi nok blevet til grin i nabolaget)...Missionen ender heldigvis lykkeligt, skrubtudserne forlader trappeområdet og vi kan fuldføre "ritualet".

Det sidste Mads sagde til mig i morges inden jeg kørte på arbejde var "mor, jeg er bange for skrubtudser hjemme - men ikke i børnehaven"  - hmmm, dårlig eksempel fra forældrene - det virker ligesom lidt hult at svare ham, "ej, de gør altså ikke noget, dem behøver du ikke at være bange for"???

En ting er sikkert, jeg priser mig lykkelig for at have fundet min prins uden at skulle kysse frøer! :o)